Lange pauser som ferier er sunde for vores trivsel og helbred. Det gælder dog om at få afsluttet på en måde, så du går på ferie med overskud og energi. Ligeledes er det vigtigt, at du kobler af under ferien og får en rolig start efter ferien.

For mange er ugerne op til ferien præget af stress og jag, og har du meget travlt, før du går på ferie, tager det længere til at falde ned, når du får ferie. Derfor er det vigtigt, at du begynder ferieforberedelserne i god tid.

Før du går på ferie
1) Skab overblik over dine arbejdsopgaver allerede 2-3 uger inden din ferie starter.

2) Prioriter i dine opgaver – du kan ikke nå alle!
-Skriv ned, hvilke opgaver du SKAL nå, inden du går på ferie.
-Skriv ned, hvilke opgaver du GERNE VIL nå, men som ikke er absolut nødvendige.
-Skriv ned, hvilke opgaver du skal HUSKE efter ferien, så det er overskueligt at vende tilbage.

3) Sæt mailen på autosvar, når du holder ferie. Det kan være en god idé at sætte autosvar til et par dage inden du går på ferie og et par dage efter du er kommet tilbage fra ferie. Det giver dig luft før og efter ferien.

4) Find en person, du kan skrive på i autosvar som kontakt, mens du er væk. På den måde undgår du at bekymre dig om, hvorvidt nogle mangler hjælp, mens du er på ferie.

5) Sørg for, at du ikke er den eneste, der ligger inde med vigtige oplysninger/dokumenter, som andre vil kunne få brug for, mens du er på ferie, og dermed at andre bliver nødt til at kontakte dig i din ferie.

6) Der er stor sandsynlighed for, at din indbakke vil være fyldt, når du vender tilbage fra ferie. Det er derfor fint, hvis du kan få ryddet op i indbakken, før du får på ferie.

Under ferien
7) Nyd ferien – giv dig selv lov til ikke at tænke på arbejde!

8) Med ét klik kan du skifte fra fritid til arbejdstid, men pas på! Det kan betyde, at du ikke får koblet helt fra. Drop derfor at du ”lige” skal tjekke din mail og luk både arbejdsmail og telefon helt ned.

Efter ferien
9) Sørg for at du får en rolig start. Dvs. start med de nemme opgaver og undgå at placere store opgaver eller møder de to første dage efter ferien.

10) Husk at eksterne ikke forventer noget af dig de to første dage efter ferien – det har du nemlig fortalt dem i dit autosvar.

11) Bliv opdateret af en kollega – er der sket noget nyt, mens du var væk?

12) Tag godt imod dine kollegaer, som du selv ønsker at blive taget imod. Spørg ind til deres ferie og lad være med at placere bunker af opgaver på deres skrivebord, mens de er væk.

Kontakt os
Vil du styrke din personlige effektivitet og din personlige udvikling? Vi tilbyder workshops og træningsforløb i personlig effektivitet. Kontakt os på tlf. +45 2068 2061 eller skriv til info@effektfuld.dk, hvis du vil vide mere.