Den Aalborgensiske virksomhed SACKit er kendt for at lave livsstilsprodukter – heriblandt lækre møbler og elektronik – i elegant dansk design. Virksomheden sælger i dag sine produkter i 21 lande, men de globale drømme og vækstambitionerne er større endnu. Corona-krisen ramte dog SACKit allerede inden smitten kom til Danmark, da andre landes nedlukning vanskeliggjorde arbejdet. Og da Danmark lukkede, mistede virksomheden omsætning fra dag ét. SACKit reagerede hurtigt på krisen og satte tilmed tiltag på benene, som har hjulpet både dem og andre virksomheder i en svær tid. Vi har mødt de to ejere Kristoffer Glerup og Peter Rasmussen til en snak om, hvordan de har håndteret krisen, og hvad de har lært af den.

sackit

SACKits økonomi var fra start ekstremt hårdt ramt af krisen, så Kristoffer Glerup og Peter Rasmussen måtte sammen med den øvrige ledelse reagere hurtigt og rettidigt, hvis der skulle være en virksomhed ’på den anden side’: “Først var vi ekstremt langt bagefter pga. Kina, hvor vi producerer. Varer vi skulle have hjem blev forsinket osv. Da Danmark så lukkede, kom vi endnu mere bagefter og blev ramt økonomisk fra dag ét. På den måde oplevede vi desværre en dobbelteffekt. Ift. vores produktportefølje måtte vi derfor annullere flere nye produkter. Rent organisatorisk måtte vi afskedige 4 medarbejdere og bede alle øvrige om at gå 20% ned i løn, mens vi i ledelsen gik 25% ned. Det har ikke været nemt ledelsesmæssigt, men vi har kommunikeret retningen tydeligt og medarbejderne har heldigvis vist stor forståelse for situationen”, fortæller de to ejere.

Kristoffer Glerup og Peter Rasmussen, SACKit

Distanceledelse er svært
Da landet lukkede, skulle alle medarbejdere arbejde hjemmefra. En stor udfordring, for hvordan fastholder du medarbejdernes motivation og kollegaskabet på distancen uge efter uge? ”For at styrke medarbejdernes motivation og dét sammenhold, som er en stor del af vores miljø, har vi ugentligt holdt 3 teammøder samt virtuel fredagsbar”. Men som designvirksomhed kan hjemmearbejde være udfordrende: ”Vi har ikke kunne sidde sammen og kigge på de produkter, som vi er ved at udvikle. Medarbejderne har knoklet hjemmefra og udvist stor tillid, men vi har simpelthen manglet face-to-face sparring og hurtig afklaring på spørgsmål – noget man naturligt får, når man sidder på samme lokation”.

SACKit hjælper andre virksomheder gennem krisen
”Selvom vi havde det svært, besluttede vi at hjælpe andre, der også havde det svært. Vi gik konkret ind i kampen for at støtte det pressede lokale erhvervsliv. Således forærede vi alle vores kunder et gavekort til Aalborg City på 25% af det beløb, som de handlede for hos os. Det har været vigtigt for os at vi hjælper hinanden og inspirerer andre virksomheder til at hjælpe, så vi sammen kommer på den anden side af krisen”.

Hvilke overvejelser gør I om at starte op igen?
”Vi har de rigtige produkter, den rigtige forretningsmodel og de rette medarbejdere til at få virksomheden til at vokse. Men vi er også afhængige af udlandet og eksport, og hvad der sker på den front, er usikkert. Kommer der fx et tilbageslag i efteråret? Trods Corona er ambitionen stadig vækst og det er det vi tror på og arbejder mod. Det er også i tråd med vores vision og payoff ”Dare yourself”. Hvis ikke du tør satse og drømme stort, når du aldrig det, der ligger for enden af regnbuen”.

ROCKit

ROCKit – in-ear høretelefon, som har vundet den prestigefyldte Red Dot Design Award

Hvad har I lært af krisen, som I vil tage med videre?
”Vi har fået øjnene op for vigtigheden af at have et netsalg. Det er dét der gør, at vi overlever denne krise. Derudover er vi blevet opmærksomme på, at alle varer skal kunne sælges online uden en fysisk præsentation. Vores produkter er visuelle produkter med lækre detaljer, der skal ses og opleves. Det har ikke været muligt pga. smitterisikoen. Derfor har vi arbejdet meget med visuelle præsentationer til vores kunder i form af små videoer, som har præsenteret produktet og formidlet USP’erne.”

Vil holde fast i nye digitale vaner
Vi har haft tendens til at rejse langt for små ærinder tidligere. Selvfølgelig er der mange kunder og samarbejdspartnere, som vi har brug for at trykke i hånden, men vi har fået øjnene op for, at man kan gøre meget virtuelt. Det gælder også internt. Man kan sagtens haver møder, selvom alle ikke er fysisk på arbejdspladsen. Krisen har gjort os bedre til at bruge de virtuelle samarbejdsplatforme og vil holde fast i flere af vores nye digitale vaner fremover”.

Forandringsparathed er en vigtig ledelseskompetence
“Sidst, men vigtigst af alt har vi lært, at forandringsparathed er en vigtig kompetence at have for os som ledere. Vi skal være i stand til at reagere hurtigt og rettidigt i kriser som denne, hvis vi vil sikre, at der er en virksomhed ’på den anden side.”

Om SACKit

  • Virksomheden blev grundlagt i 2012 af Kristoffer Glerup.
  • SACKit har hovedkontor samt kæmpe showroom i Aalborg, hvor du kan opleve deres produkter. Virksomheden sælger både til den private forbruger samt til erhvervskunder.
  • Virksomheden fik sit gennembrud ved at relancere sækkestolen som et eksklusivt loungemøbel.
  • SACKits kompromisløse tilgang til design og produktudvikling har kastet flere fornemme hædre af sig. I 2020 har de vundet den prestigefyldte Red Dot Design Award for deres første in-ear høretelefon ROCKit, mens deres første model af trådløse opladere i 2019 også vandt en Red Dot Design Award.

Se mere på www.sackit.dk

effektfuld a/s samarbejder med SACKit og har lavet ledertræning- og sparring for virksomheden siden efteråret 2019.